Et tæt samarbejde mellem leverandør og producent betyder en endnu stærkere forsyningskæde og dermed mere konkurrencedygtige virksomheder, mener brancheorganisationen DI. Og det er præcis hvad samarbejdspartnerne HTH Køkkenforum og Badelement oplever.
Tæt samarbejde styrker forsyningskæden
Hos brancheorganisationen DI er der ingen tvivl – jo tættere samarbejdet er mellem leverandør og producent, jo mere gavner det i sidste ende virksomhederne selv.
”Det er vores erfaring, at tættere samarbejde i forsyningskæden er med til at øge virksomhedernes konkurrenceevne væsentligt, fordi produktionsprocessen bliver mere effektiv, og fordi produktudviklingen bliver mere smidig – og i sidste ende betyder det, at forbrugerne får bedre produkter”, fortæller branchedirektør i DI Byg, Elly Kjems Hove.
Det tætte samarbejde på tværs af leverandør og producent er heldigvis noget, DI oplever, at danske virksomheder er gode til:
”Det er vores opfattelse, at danske producenter er rigtig gode til at samarbejde med deres leverandører – også i forhold til de øvrige europæiske lande. Der er i de fleste tilfælde meget fokus på at sikre, at der er kort vej fra leverandør til producent – og i sidste ende til forbrugeren”, siger Elly Kjems Hove.
Et samarbejde frem for kunde-leverandørforhold
Det tætte samarbejde bliver også vægtet højt hos virksomhederne Badelement og HTH Køkkenforum – og har gjort det siden, HTH Køkkenforums Horsens-afdeling begyndte at levere skabe til producenten Badelement i 2004.
Samarbejdet bygger på stram styring og en fælles platform, der betyder, at de to parter kender hinandens procedurer i forsyningskæden helt ned til mindste detalje. Derudover er HTH inde over oplæringen, når Badelement ansætter nye medarbejdere, så de får den nødvendige indsigt i metoder og processer.
“For at slutproduktet er komplet, skal de rigtige materialer være monteret korrekt, så badekabinerne er fejlfri. For at komme derhen skal vi igennem en meget kompliceret proces, så vi prioriterer oplæring. Badelement har også implementeret HTH Køkkenforums betegnelser, så vi hele tiden taler det samme sprog, og bestillingerne fra Badelement er konsekvent klart definerede”, siger indehaver og direktør i HTH Køkkenforum, Allan Linck.
Indehaver i Badelement, Henning Jørgensen, forklarer videre, at samarbejdet er så godt, fordi virksomhederne har forpligtiget sig til hinanden:
“Det kan kun lade sig gøre at levere tæt på fejlfrit og til tiden, hvis man gør det på denne måde, og ved at vælge en kerneleverandør – og ikke blot den billigste. Det unikke er, at vi har giftet os med HTH Køkkenforum på en basis, hvor vi rent samarbejdsmæssigt og prismæssigt er stillet gunstigt. De respekterer vores priser, og vi respekterer deres krav til bestillinger og logistik. Vi bidrager med noget, og de bidrager med noget”, siger Henning Jørgensen.
Det betyder, at virksomhederne i langt højere grad ser det som et samarbejde i stedet for en kunde-leverandørrelation:
“Styrken ligger i samarbejdet. Fremfor et kunde-leverandørforhold har vi et samarbejde, hvor forsyningskæden er indbyrdes forbundet, og det gør den robust. Vi ved hele tiden, hvordan fabrikken har det, og hvad vores næste handling derfor skal være”, siger Allan Linck.